Der findes ikke mange bedre rammer for et LAN end et klubhus. Lokalet er stort nok, kaffemaskinen virker, og der er en hal ved siden af til dem, der insisterer på at røre sig mellem kampene. Alligevel ender mange foreningers gaming-aftener i fejlfinding klokken 21.30, og det er næsten aldrig spillene, der er skyld i det. Det er grejet. Eller rettere: måden, grejet er sat op på. Her er en gennemgang af de fire ting, der afgør aftenen, og en påmindelse om, at klubben formentlig allerede ejer mere af udstyret, end I tror.

Netværket bærer hele aftenen

Lad os tage den vigtigste beslutning først: Selve spillet skal køre på kabel. Wi-Fi i et klubhus er sat op til at slå en holdplan op, ikke til tyve maskiner, der hamrer pakker afsted på én gang, og den router, internetudbyderen har efterladt i skabet, har typisk fire LAN-porte, som er optaget, inden pizzaen er bestilt. Kernen i jeres LAN er derfor en switch. En simpel unmanaged gigabit-switch med 16 eller 24 porte kræver nul opsætning: ét kabel til routeren, resten til spillerne, færdig.

Kabler er der til gengæld aldrig nok af. Cat5e klarer fint gigabit, så tøm depotet og spørg medlemmerne, inden I køber nyt. Skal der alligevel handles, så vælg Cat6 i 10 og 15 meters længder, for det er altid pladserne længst fra switchen, der står og mangler. To switches i kæde fungerer fint til en klubaften; fem i kæde er en fejlfindingsopgave forklædt som netværk.

Og så rådet, der redder flest aftener: Få alle til at installere og opdatere spillene hjemmefra. Klubhusets forbindelse er sjældent bygget til, at femten mennesker henter en patch på 80 GB samtidig, og intet dræber stemningen som en statusbjælke. Selve kampene foregår lokalt med ping under et millisekund, så når først alle er opdaterede, klarer selv en beskeden forbindelse resten.

Skærme: medbragt er bedst, genbrugt er godt

De faste spillere tager naturligvis deres egne skærme med. Det interessante er reserverne. En stak 60 Hz-kontorskærme fra depotet redder de gæster, der møder op med en bærbar og et håb, og til hyggekampe betyder opdateringshastighed mindre, end internettet påstår. En stabil aften på 60 Hz slår en ustabil på 144.

Klubhusets TV er en anden sag. Det er født til tilskuere, for de fleste TV lægger billedbehandling oven i signalet, og den forsinkelse kan mærkes med en mus i hånden. Skal nogen spille på det, så find Game Mode i menuen først. Hænger der desuden en infoskærm i forhallen af den slags, der viser træningstider og nyheder, er den i praksis et almindeligt TV med en lille afspillerboks bag, og guiden til infoskærm-hardware giver et hurtigt overblik over, hvad sådan et setup består af, hvis I overvejer at inddrage skærmen i aftenens turnering.

Storskærm til finalen uden signalbøvl

Finalen skal selvfølgelig ses af alle, og her opstår det evige spørgsmål: Hvordan kommer billedet fra én pc ud på både spillerens skærm og det store TV? Svaret er en HDMI-splitter, der kloner ét signal til flere skærme. Den forveksles konstant med en HDMI-switch, som gør det stik modsatte og samler flere kilder i ét TV, og køber man det forkerte, står man med en dims, der løser et problem, man ikke har.

Inden I bestiller noget, er skærm- og splitterguiden et kvarters læsning, der rydder op i netop de begreber og forklarer, hvad der er værd at kigge efter. Læg dertil aftenens anden klassiske fælde: lange HDMI-træk. Et passivt kabel på 15 meter kan sagtens give et billede, der blinker, hver gang nogen rører ved det, så vælg et aktivt kabel eller en extender over netværkskabel, når projektoren skal hænge i den anden ende af lokalet. Og test det hele ugen før, ikke klokken 18.45 på selve dagen.

Strøm: posten ingen gider, før den fejler

En gamingmaskine med skærm trækker gerne nogle hundrede watt, når den arbejder, og femten af slagsen på samme sikringsgruppe er en dårlig idé. Klubhuse er indrettet til kaffemaskiner og lysstofrør, ikke til den slags belastning, så find ud af, hvilke stikkontakter der hænger på hvilke grupper, og fordel maskinerne på flere af dem. Køkkenet har ofte sin egen gruppe, og den er guld værd. Lige indtil nogen tænder elkedlen oven i fem kørende pc’er, og halvdelen af lokalet går i sort.

Stikdåser skal have jord og gerne en afbryder, og de må ikke kædes sammen i lange guirlander. To i serie går an; en meterlang slange af tilfældige skinner fra 00’erne gør ikke. Tape kablerne fast, hvor folk går. Det mest sandsynlige uheld til et LAN er nemlig ikke et stegt bundkort, men en tå i et kabel og en pc i gulvet.

Genbrug klogt: klubben ejer mere, end I tror

Inden nogen åbner en indkøbsliste, så tag en runde i huset med åbne øjne. Bordene fra generalforsamlingen er glimrende LAN-borde. Forlængerledningerne fra sommerfesten ligger i et skab under trappen. Projektoren fra klubbens filmaftener kan vise finalen, højttalerne fra spinninglokalet kan levere lyden, og whiteboardet i mødelokalet kan holde styr på turneringen, hvis teknikken driller.

Selv infoskærmen ved indgangen kan gøre dobbelt tjeneste. Kører den på et system som KlubKlar, der normalt selv henter træningstider og nyheder fra foreningens medlemssystem, kan den til lejligheden vise velkomstbeskeder og aftenens program, så ingen skal råbe pizzatider ud over lokalet.

Afsæt til sidst en aften ugen før til en generalprøve. Test switch, kabler og internet med et par maskiner, prøv splitter, projektor og lyd med præcis de kabler, der skal bruges på dagen, og mærk stikdåserne op, mens I fordeler strømmen. Skaf et par ekstra skærme, mus og headsets til gæsterne, og udpeg én netværksansvarlig, som ikke også skal spille. Vedkommende bliver aftenens mest populære menneske omkring klokken 19.10.

Et godt LAN afgøres ikke af, hvem der har den dyreste maskine med. Det afgøres af, at ingen sidder og venter på et netværk, der driller, eller en sikring, der er gået. Får I styr på switch, skærme og strøm og genbruger det, klubben allerede ejer, består resten af pizza, koffein og dårlige undskyldninger for at blive til klokken tre. Præcis som en klubaften skal være.